At arbejde med grafik


Grafik

Lige siden jeg på Langelands Kunsthøjskole i 1986 stiftede bekendtskab med de grafiske teknikker, har disse været min foretrukne udtryksform.

 
Senere på akademiet brugte jeg tre ud af fem år på den grafiske skole, hvor jeg udforskede de mange muligheder, som dette fag rummer. Jeg opdagede, hvor mange forskellige teknikker man kan arbejde med, og dengang blev kobbertryk mit foretrukne felt!
 
 
De seneste år har kollografien fuldstændig taget over.
Det begyndte, da jeg skulle lave nogle meget store værker til Sønderborg Slot.
Så store kobberplader er næsten umulige at håndtere, og derfor gik jeg over til pap. Siden har jeg udforsket og videreudviklet dette medie, så jeg nu laver kæmpestore billeder og bittesmå billeder, runde billeder og kantede billeder, og samtlige billeder har deres udspring i mine naturoplevelser!
 
 
Der forekommer som regel dyr i mine billeder - levende eller døde. Det er nogen, jeg møder ude i naturen, når jeg f.eks. går på jagt. Mange af mine billeder er lavet i et udbrud af glæde og taknemmelighed, når jeg har nedlagt et bytte. En hyldest til det dyr, der så storsindet gav sit liv for, at jeg kunne blive mæt! Andre dyr har jeg siddet i al stilhed og iagttaget. Jeg har glædet mig over synet af et travlt insekt, en arrig fugl, en drægtig rå eller en overstadig fasan. Jeg kan ikke andet end omsætte disse frydefulde oplevelser til billeder. Hvad skulle jeg dog ellers stille op med dem?
 
 
Jeg arbejder altid i sort/hvid. Det virker stærkest i grafik.
Får jeg lyst til at bruge farver, maler jeg i stedet for!